Konflikthåndteringens paradoks i socialt arbejde
Af Timo Klindt Bohni (2026) – først udgivet i tidsskriftet Social Udvikling, Nr. 4, 2026
Medarbejdere i den sociale sektor er verdensmestre, når det kommer til at håndtere konflikter med brugere og pårørende. Desto mere skærende er kontrasten derfor til den måde kollegiale og organisatoriske konflikter tackles: Hvor konflikter med brugere og pårørende håndteres med en agtværdig professionalisme, er tilgangen til spændinger i det kollegiale og organisatoriske samspil nemlig ofte snarere dilettantisk.
Der er derfor brug for at udvikle en langt mere kompetent tilgang til disse typer af konflikter.
Socialt arbejde med udsatte og mennesker med handicap er i sagens natur en kontaktsport, og evnen til at navigere i spændingsfelter er lige så nødvendig en del af den faglige værktøjskasse, som viden om psykiatriske diagnoser, paragraffer og metoder som åben dialog. Medarbejdere indenfor det sociale område er da generelt også uhyre kompetente, når det kommer til at tackle konfliktfyldte møder med brugere og deres pårørende. De udfordringer, som medarbejderne møder, er ellers på ingen måder banale.
Brugere med forskellige typer af udfordringer, misbrug, psykiatriske diagnoser eller kombinationer heraf har ofte en udadreagerende adfærd og en dysreguleret emotionalitet, som kræver, at de professionelle på en og samme tid skal sætte grænser, yde omsorg og tage vare på egen og eventuelt også andres sikkerhed. Medarbejderne skal således konstant navigere i et krydspres, hvor de på en og samme tid agerer i rollen som empatisk omsorgsgiver, systemrepræsentant og sikkerhedschef. Dette stiller store krav til medarbejdernes evne til at regulere egne følelser, bevare roen, overblikket og medfølelsen midt i den emotionelle orkans øje.
(…)