Hjem » Kundecase Rigshospitalet
Rigshospitalet arbejder med proaktiv tilgang til konflikter
Rigshospitalets godt 12.000 medarbejdere står overfor en række store forandringer, herunder implementeringen af Sundhedsreformen og sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland. For nyligt er man begyndt at arbejde proaktivt med konflikter.
Som ledelses- og organisationskonsulent i enheden for arbejdsmiljø og ledelse på Rigshospitatlet, er Liv Rex Hansen en af dem, der bliver kontaktet, når der er brug for hjælp til at løse konflikter.
Derfor besluttede hun og hendes kolleger sidste år at arbejde med en mere proaktiv tilgang til konflikter, også kaldet konfliktkompetence.
”Vi stødte på Timos (Timo Klindt Bohni) bog ’Konfliktkompetent’ (se nedenfor), som handler om, hvad der sker med os som mennesker, når vi arbejder sammen, og hvordan vi kan forebygge konflikter ved at skabe plads til forskellighed og få flere perspektiver i spil. Det var en øjenåbner for os, og det har vi arbejdet systematisk med siden,” fortæller Liv Rex Hansen.
170 medarbejdere og ledere til arbejdsmiljødag om konfliktkompetence
Blandt andet har Rigshospitalet kørt forløb med chefkonsulent og partner i MacMann Berg, Timo Klindt Bohni, som specialiserer sig i at hjælpe ledere og medarbejdere med at blive konfliktkompetente. Afdelingen for arbejdsmiljø og ledelse bruger modeller fra Timo’s bog i deres arbejde for teams og afdelinger på tværs af Rigshospitalet, og senest var MacMann Bergs chefkonsulent og partner inviteret til en arbejdsmiljødag, hvor 170 medarbejdere og ledere fra Rigshospitalet var mødt op.
”Generelt arbejder vi med at styrke konfliktkompetencen afdelingsvist, for der er ikke en one-size-fits-all. Jeg arbejdede bl.a. med en afdeling på 19 medarbejdere, der var kriseramte for et år siden og i dag har taget ejerskab over deres konfliktkompetencer ved at arbejde systematisk med det. Fx dedikerer de sig til at bruge en såkaldt kompetencenøgle i deres samarbejde og arbejde med KNUS-modellen (se nedenfor). Det har fx hjulpet dem med at skifte perspektiv og tale om behov frem for standpunkter. Det er rørende og for mig en meget mere bæredygtig måde at arbejde på,” fortæller Liv Rex Hansen.
Konfliktkompetence er en vigtig brik i det gode samarbejde
Hun understreger, at Rigshospitalet i forvejen arbejder med psykologisk tryghed og en række andre ting, men at konfliktkompetence har vist sig at være en vigtig brik i det gode samarbejde på hospitalet. Ifølge Liv Rex Hansen bliver konfliktkompetence taget godt imod, fordi alle kan relatere til det – hvis ikke professionelt, så privat.
”Det at blive rummet i, at det kan være belastende at være i konflikter, tager folk rigtigt godt imod. Vores mål er at nå hen til, at konflikter ikke er noget, vi skammer os over, men at de faktisk kan være konstruktive og udviklende. Det handler også om, at vores medarbejdere og ledere skal være bæredygtige – også i deres psyke. Det hjælper det her med,” siger ledelses- og organisationskonsulenten.
Medarbejdere løser konflikter, før de lander på leders bord
Hun tilføjer, at mange konflikter traditionelt set lander på ledernes bord. Men et systematisk arbejde med konfliktkompetence kan hjælpe til, at teams og afdelinger selv løser udfordringer, før de bliver deciderede konflikter.
”Det her får ikke de store forandringer, vi står i, til at forsvinde. Men det giver en bedre forudsætning for, at vores tusindvis af medarbejdere og ledere kan komme stærkt og bæredygtigt igennem,” siger Liv Rex Hansen.
Læs mere om konfliktkompetence her:
Find Timo Klindt Bohni’s bog Konfliktkompetent her:
KNUS-modellen: Et værktøj til konstruktiv konfliktløsning
KNUS-modellen består af fire elementer, der hjælper dig med at navigere i konfliktfulde situationer:
- K – Kontaktfuld: Vis empati, forståelse og et ønske om at genoprette forbindelsen.
- N – Nænsom: Udtryk dig med modtageren i tankerne, adskil adfærd fra person, fokuser på sagen og tillæg den anden part positive intentioner.
- U – Undersøgende: Stil spørgsmål for at forstå, snarere end at finde fejl. Vær nysgerrig og åben for andre perspektiver.
- S – Sindig: Tag dampen ud af situationen, sænk tempoet og sæt fokus på reflekteret aktion fremfor reaktion.
