Hjem » Kundecases » VISO
Fra konsulent til leder: MacMann Bergs lederuddannelse var et rygstød
Fra den ene dag til den anden skulle Louise Christensen gå fra at være konsulent til afdelingsleder for sine tidligere kolleger i Specialrådgivningen for Døvblinde i Region Nordjylland. MacMann Bergs lederuddannelse hjalp hende igennem transitionen.
”For første gang i mit arbejdsliv har jeg taget en uddannelse, jeg virkeligt kan bruge.” Det konstaterer 46-årige Louise Christensen, der er afdelingsleder for 13 konsulenter i Specialrådgivningen for Døvblinde i Region Nordjylland.
I 2022 blev hun leder af den afdeling, hun selv var ansat som konsulent i, og det krævede noget andet og mere, end hun var vant til.
”Man er ikke født som leder. Det kræver noget. Så jeg tog til Aarhus og fordybede mig i ledelse og systemisk tænkning hos MacMann Berg,” fortæller Louise Christensen.
Tog værktøjerne med hjem
Fra første modul – ud af de seks moduler, uddannelsen varer – oplevede Louise Christensen, at hun kunne overføre de ting, hun lærte, til sin hverdag som leder.
”Jeg kunne tage modellerne med hjem og overføre dem direkte. Det virkede. Og jeg oplevede, at hvert modul byggede på min rolle som leder. Jeg var ny og meget åben, så jeg voksede meget – og hurtigt,” fortæller hun.
Louise Christensens egen leder var også involveret i uddannelsen. Louise fulgte løbende op med sin leder, og MacMann Berg kom på besøg for at sikre overførbarheden, den såkaldte transfer, og relevansen af de ting, Louise Christensen oplevede på uddannelsen. At bruge systemisk ledelse i praksis handler nemlig ikke om at lire teori af overfor sin leder eller sine medarbejdere, understreger Louise Christensen. Det handler i stedet om at kunne bruge de teoretiske modeller i sin ledelse.
”For eksempel har jeg brugt den samtaleteknik, vi lærte, og forskellige modeller i min ledelse af medarbejderne. Det gør jeg stadigt,” siger hun, der blev færdig med MacMann Bergs Systemisk leder- og konsulentuddannelse i 2023, hvor hun også valgte at gå til eksamen, så hun fik 10 ECTS-point med sig.
Fortsat sparring med netværksgruppe
Louise Christensen deltager stadigt i månedlige (online) møder med den netværksgruppe, hun indgik i under uddannelsen. På den måde holder hun og gruppen fast i den systemiske ledelse, de trænede sammen på uddannelsen. Og de sparrer med hinanden om de udfordringer, de hver især møder.
”Det virker godt, fordi vi har fulgt hinanden og arbejdet tæt sammen på uddannelsen, og fordi de ikke er fedtet ind i min arbejdsplads og kan komme med god sparring og udfordre mig,” siger hun.
De to timer om måneden, hun bruger på sin netværksgruppe er udtryk for en prioritering i at holde fast i de ting, hun lærte på uddannelsen. Transfer kræver prioritering, men er det hele værd, mener hun.
”Det gode ved den systemiske tilgang til lederuddannelsen er, at vi aldrig fik en facitliste på, at sådan her skal I bedrive ledelse, ellers er I en fiasko. Tværtimod. Vi fik altid mange perspektiver med os. Og det var relaterbart til de situationer, vi selv står i,” siger Louise Christensen.
Forløb for hele afdelingen rykkede medarbejderne
Omkring samme tid, som hun blev udpeget som leder, stod hendes afdeling overfor en række større lovbestemte ændringer. Det skabte usikkerhed, og derfor valgte Louise at trække chefkonsulent i MacMann Berg, og en af hovedunderviserne på lederuddannelsen, Thomas Johansen, til Aalborg for at gennemføre et forløb i samarbejde med hele afdelingen.
”Vi manglede et samlet ståsted i afdelingen. Hvad betyder det at være konsulent hos os? Hvad har vi med i kufferten, når vi tager ud?” siger lederen om de udfordringer, afdelingen stod overfor.
Efter et forløb, der sluttede i januar 2025, har medarbejderne fået ny viden, modeller og værktøjer, de bruger sammen og hver for sig.
”Det har virkeligt rykket medarbejdergruppen. Folk har flyttet sig meget, og vi står meget stærkere som afdeling i dag,” fortæller Louise Christensen.
Uddannelsen hos MacMann Berg gav hende blod på tanden, så hun i dag er i gang med en diplomuddannelse i ledelse hos UCN.
Om Specialrådgivningen for Døvblinde
Specialrådgivningen for Døvblinde er leverandør til Social- og Boligstyrelsen på VISO og VISO/KaS området, som har ansvaret for koordination af de mest specialiserede områder. Specialrådgivningen for Døvblinde er landsdækkende og tilbyder specialrådgivning vedrørende børn og unge med medfødt og erhvervet døvblindhed samt voksne med medfødt døvblindhed.
Specialrådgivningen tilbyder:
- Specialiseret rådgivning og pædagogisk støtte
- Udredning af døvblindhed og rådgivningsforløb
- Tværfagligt samarbejde med kommuner, skoler, institutioner, botilbud og pårørende
- Psykologiske udredninger ift. kognition, funktionsniveau samt taktil/kropslig kommunikation.
Læs mere om MacMann Bergs systemiske leder- og konsulentuddannelse her.