Hjem » Vidensbank » Begreber » Feedback
Feedback
Feedback er en forudsætning for reel læring og udvikling. Alle går på arbejde med de bedste intentioner, men nogle gange kan vores adfærd opleves uhensigtsmæssig af andre eller skabe noget andet end det, vi selv tror.
Derfor er dét at kunne give og modtage feedback en vigtig kompetence for både ledere og medarbejdere. I et systemisk perspektiv kan vi forstå feedback som en dialogisk proces, hvor mennesker sammen undersøger handlinger, erfaringer og deres betydning. Formålet er ikke at bedømme eller evaluere den enkelte, men at skabe refleksion, øget forståelse og en styrket evnen til at handle hensigtsmæssigt og værdiskabende i det organisatoriske fællesskab.
Den systemisk-inspirerede leder giver og modtager feedback med nysgerrighed, respekt og en tydelighed på den fælles opgave. Gennem konkrete observationer, anerkendende dialog og fælles refleksioner handler det om at skabe et trygt og udviklende læringsmiljø, hvor feedback bidrager til en kultur, hvor vi sammen kan udvikle vores praksisser og samarbejde ved både at se på og tale om dét, vi lykkes med og dét der med fordel kunne gøres på en anden og bedre måde.
Denne forståelse af feedback er inspireret af systemisk teori, dialogbaseret læring og organisationspsykologi, og adskiller sig fra traditionelle feedbackmodeller ved blandt andet at betragte feedback som en gensidig og relationel proces og dialog frem for en ensidig vurdering fra én person til en anden. Perspektivet findes blandt andet hos Edgar H. Schein, Karl Tomm og nyere forskning i dialogisk og systemisk ledelse.
Lær mere på MacMann Bergs systemiske leder- og konsulentuddannelse.