Hjem » Vidensbank » Begreber » I DO ART-modellen
I DO ART-modellen
I DO ART-modellen er et værktøj til at designe og facilitere effektive møder, samtaler og processer. Modellen hjælper proceslederen med at skabe tydelighed om formål, ønskede resultater og rammer, så deltagerne ved, hvorfor de er samlet, hvad de skal bidrage med, og hvordan processen skal forløbe.
I DO ART er et akronym for modellens fem elementer: Intention, Desired Outcome, Agenda, Roles og Time.
I DO ART er en meget anvendelig og praktisk model til at skabe de bedste rammer for de processer, samtaler og møder, vi er en del af eller har ansvar for. Mange møder og processer fører ikke til ret meget, fordi rammerne og formålet med møderne er uklare. Det kan modellen hjælpe proceslederen eller facilitatoren til at blive langt skarpere på, og dermed gøre det lettere for mødedeltagerne at bidrage konstruktivt og værdiskabende til gavn for den fælles opgaveløsning eller ambitionen med processen.
I DO ART bruges især inden for facilitering, procesledelse og mødeledelse. Bogstaverne står for:
- I – Intention: Hvad er formålet med mødet eller processen (koblet til organisationens mål og strategier)?
- DO – Desired Outcome: Hvad skal vi blive klogere på i løbet af mødet – hvad skal vi stå tilbage med, når vi er færdige?
- A – Agenda: Hvilke temaer skal vi tale om eller arbejde med i lyset af ovenstående?
- R – Roles (og ofte Rules): Hvad er spillereglerne? Hvem har hvilke roller og ansvar?
- T – Time: Hvor meget tid har vi, hvor lang tid skal vi bruge på de forskellige dele, så vi når i mål med de ønskede effekter?