Strategisk ledelse

Strategisk ledelse handler i et systemisk perspektiv om at skabe en fælles retning, der giver mening og som bliver oversat og omsat til handling i organisationens daglige praksis. Strategi er ikke en statisk plan, men en dynamisk proces, der bliver udviklet og kvalificeret gennem dialoger og refleksioner i samspillet mellem organisationens ledere og medarbejdere. En stærk strategi er på den måde en fokuseret strategi, som giver retning til organisationens beslutninger og handlinger, så ressourcerne bliver brugt bedst muligt i forhold til de effekter og den værdi, som organisationen ønsker at opnå, i lyset af omverdenens behov.

Den systemisk-inspirerede leder arbejder strategisk ved at involvere medarbejdere og samarbejdspartnere til at skabe fælles forståelse og en reel understøttelse af de processer, der kan gøre strategien levende i organisationen og føre til de ønskede resultater. Det handler derfor om langt mere end at formulere mål. Det handler om at styrke organisationens evne til løbende at kunne navigere, lære og tilpasse sig, så strategien fortsat skaber værdi i forhold til den opgave, den er sat i verden for – også når omgivelserne forandrer sig, og uden at slide menneskene i organisationen ned eller gøre dem syge af arbejdet.