Da jeg var dreng i 1970’erne, var et af weekendens ritualer bilturene lørdag formiddag. Ofte gik turen til Kjærgårdsmølle, der var en del af Klosterheden. En af Danmarks største plantager. Beliggende i Vestjylland. Navnet Kjærgårdsmølle kom fra en for længst nedlagt vandmølle, der lå smuk placeret ved Kilen. En inddæmmet del af fjorden tæt på Struer. Det var og er et flot naturområde med dødishuller og et landskab, der på mange måder er formet af den sidste istid.
Lørdagsturen foregik i vores mørkerøde folkevognsboble. Som regel sammen med min far og min storebror. Og med resten af bilen fyldt op med affaldssække med haveaffald, plasticdunke, malingsrester og andre metaldåser med mistænkelige sorte krydser og dødningehoveder på orange baggrund. Alt sammen ting, som var brugt og skulle smides ud. Efter et kvarters kørsel kom vi til Kjærgårdsmølle. Eller som der stod på skiltet: Lossepladsen.
Vi rullede ind på området og fandt et sted at parkere bilen, inden vi tog en dyb indånding og åbnede dørene. For der stank. Seriøst. Kan stadig huske den søde, kvalme og halvrådne lugt. Særligt på varme sommerdage. Blandet op med en skarp stram lugt af udefinerbar kemi.
Der var ofte mange ude for at læsse af. Plastikdunke, malingsrester, have- og byggeaffald lå blandet sammen i store bunker. Måger fløj skrigende og faretruende rundt. En bulldozer kæmpede en ensom kamp med at udjævne de største affaldsdynger i et krampagtigt forsøg på at slette sporene efter os. Det lykkedes ikke særligt godt. Nogle år senere blev lossepladsen lukket og erklæret for farligt område. Siden blev der brugt rigtig mange millioner på at rette op på forurenet grundvand, giftig jord, ulidelig stank og døde fisk. Prisen for en forbrug-smid-ud-grav-ned-det-er-væk-kultur var til at forstå.
Lørdags-lossepladsturene skete samtidig med høfde 42. Kemikalievirksomheden, Cheminovas affaldsdepot ved Vesterhavet. Her havde staten i 1957 givet virksomheden lov til at deponere sine kemikalierester i metaltønder i et depot tæt på det salte Vesterhav. Der var vist mange, som ikke havde hørt efter i kemitimerne, eller havde glemt hvordan metal og saltvand reagerer på hinanden? Samtidig med tilladelsen til Cheminova, begyndte staten at deponere pesticidrester fra resten af landet i det samme hul i jorden. Nu var hullet jo gravet. Efter diverse oprydningsforsøg viser målinger fra 2018, at der stadig er voldsomt forurenet jord med mere end 15 tons pesticider og seks tons kviksølv, som risikerer at sive længere ud.
Levende systemer fungerer ud fra samme principper
Ideen om at vi bare kan grave skidtet ned, og tro at det er væk, fordi vi ikke kan se det længere, var en helt normal tankegang. Dengang. Og desværre også i dag på rigtig mange andre områder – og i andre lande hvor stinkende affaldsbjerge stadig er mere er reglen end undtagelsen. Det er let at blive forarget på fortidens uansvarlighed, det forandrer bare ikke ret meget. Kun hvis vi lærer af det.
Bateson, en af vores store inspirationskilder, indrammer det kort og præcist:
“The major problems in the world are the result of the difference between how nature works and the way people think”
Når vi ser os selv som adskilt fra naturen, eller når vi ikke forstår de grundlæggende principper, der gælder for alle levende systemer, går det galt. Før eller siden.
Naturen, mennesker, organisationer og andre levende og komplekse systemer fungerer ud fra de samme grundprincipper. Principper som handler om relationer og forbundethed. Vi er alle en del af noget større og indgår i andre systemer. Vi påvirker og sætter aftryk i vores relationer og omgivelser. Hvad enten vi vil det eller ej. Vi kan ikke ikke-påvirke. Alt hvad vi siger og ikke-siger, gør og ikke-gør påvirker. Derfor må vi forstå betydningen af relationer, processer og den gensidige interaktion, der sker i mellem os. I familier. I grupper og team. I organisationer og mellem organisationer og omverdenen.
Det er ikke nok at se på vores intentioner. Verden er brolagt med gode intentioner. Vi må i stedet se på responsen og effekten af vores handlinger og adfærd. Det vi gør. Når vi i 1970’erne kørte på lossepladsen, var det ikke med intentionen om at ødelægge naturen, men det blev konsekvensen af vores handlinger. Fordi vi ikke forstod de grundlæggende principper om tings forbundethed, feedback mekanismer, selvforstærkende effekter og tipping points. At når der var smidt en tilstrækkelig stor mængde gift i hullet, så sivede det ned i grundvandet og ud i åer og vandløb. Feedbackmekanismen fra systemet var de døde fisk, den ulidelige stank og det forurenet grundvand. Princippet om tipping point er den sneboldeffekt der sker, når én handling sætter en række andre kædereaktioner i gang. Selv om man lukkede lossepladsen og ikke smed mere giftigt affald i hullet, var ulykken ikke standset.
FN’s verdensmål – et nyt mindset for handling og samarbejde
FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling bygger på disse grundlæggende systemiske principper. Vi har udfoldet dem i vores nyeste bog: ’Bæredygtig organisations- og forretningsudvikling’, og har udviklet en uddannelse med samme navn, hvor du kan lære at lede udviklings- og forandringsprocesser langt mere effektfuldt ud fra den tænkning. Og i alle andre kundeopgaver har vi rødderne dybt nede i det samme mindset, og den praksis, der springer ud heraf.
’Bæredygtighedsmålene ikke bare en fin opskrift på den ’gode’ fremtid. Det er et budskab om, at vi ikke kan nå målet ved at vandre frem af de samme stier, som vi har trasket af de forgående 15 – eller for den sags skyld de foregående 70 år.’ (Lykketoft, 2016)
Spillereglerne for ledelse er ændret. For altid. Vi kan ikke længere suboptimere og fortsætte en lineær mekanisk vækstfilosofi, hvor mennesket ses som en ressource, vi kan presse al saften ud af og derefter skifte ud og erstatte med et andet menneske. Ligeså lidt som naturen er uudtømmelig kilde, vi bare kan forbruge løs af. Prisen er alt for høj. For det enkelte menneske. For organisationer og virksomheder. For verden omkring os.
Forståelsen af hvordan levende systemer fungerer burde være pligtlæsning for alle. Det burde være en obligatorisk del af alle pensumlister på alle uddannelser. Ikke kun, men også og især på lederuddannelser. Det burde være udgangspunktet for al ledelse. På alle planer.
Bæredygtighed kalder på nyt leder- og medarbejderskab – og nye spørgsmål
Skal vi lykkes med at udvikle flere og mere bæredygtige organisationer med større trivsel og bedre opgaveløsning – så kræver det, at vi bruger hinandens potentialer og forskelligheder langt bedre. At vi udvikler og træner en stærkere bidragskultur til gavn for den opgave, vi sammen skal lykkes med. Med en samtidig bevidsthed om den påvirkning vi har på vores relationer og omverden. Det kræver et leder- og medarbejderskab, der forstår de mekanismer, som gælder for organisationer og andre levende systemer.
Vi kunne begynde med at stille hinanden nogle nye og kraftfulde spørgsmål:
- Hvad er vi som organisation forpligtet på i forhold til vores omverden?
- Hvad er konsekvenserne af den måde vi agerer på i dag?
- Hvilke hensyn vil det være vigtigt at medtænke her og nu – i forhold til en ønsket udvikling?
- Hvor lykkes vi bedst i dag – i forhold til at komme i den ønskede retning?
- Hvor er vi mest udfordret – i forhold til det vi gerne vil bevæge os i retning af?
- Hvad kan vi hver især tage ansvar for og bidrage med nu?
Der er brug for alle i denne omstillingsproces. Hør mere på vores kommende gratis morgenmøde om bæredygtig organisations- og forretningsudvikling. Lær om de nye spilleregler for ledelse og bliv i stand til at gør bæredygtighed til praksis – og en sund og ansvarlig forretning.
Vi stiller gerne vores viden og erfaringer til rådighed, og hjælper jer med at lykkes bedre. Det er det, vi er her for. At bidrage til en mere bæredygtig verden gennem bedre ledelse.
På vegne af mine dygtige kollegaer i MacMann Berg
Thomas Johansen
