Sommerhilsen: Pitstop forude

Sommerhilsen: Pitstop forude

Mobiler, ure, tablets, bærbare computere, biler og robotplæneklippere. Alt vores elektroniske isenkram skal med jævne mellemrum lades op for at kunne fungere, så vi undgår at blive ramt af den frygtede rækkeviddeangst.

Det samme gælder også for os selv. Vi har brug for at blive ladet op. Hive hverdagsstikket ud. Opleve noget nyt. Læse eller lytte til en god bog. Gerne i andre omgivelser. I en lysning i skoven. I en gryde i klitterne. Eller dasende i en hængekøje med rolige bølgeskvulp som et beroligende baggrundstæppe. Alle har brug for at sænke tempoet for en stund. Køre i pitstop. Uden at skulle præstere noget for nogen. Uden andet formål end blot at standse op.

Vi har forskellige præferencer for, hvordan vi bedst lader op. Gør det, der virker for dig og dem du er tæt på. Det vigtigste er ikke hvordan, men at vi gør det. Standser op. Det er ikke en radikal ny tanke. Kierkegaard skrev for snart 180 år siden:

Det er Sandhed, at et Speil har den Egenskab, at man kan see sit Billede; men saa maa man staae stille. Iler man hastigt forbi, da faaer man Intet at see; gaaer man maaske med et Speil hos sig, som man ikke fremtager: hvorledes skulde man da faaer sig selv at see?

Saaledes iler den Travle fremad med Muligheden af at forstaae sig selv hos sig; men den Travle bliver ved med at løbe, og det kommer aldrig til Forstaaelsen, ja det gaaer ham vel snarere mere og mere i Glemme, at han har Muligheden hos sig.’

(Søren Kierkegaard, Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (SKS 8, 175))

Jeg tror, de fleste af os kan genkende den ilende og den travle. Det er så larmende let. At blive forført. Af tiden og hverdagen. Der kan være brug for at skabe ritualer, der kan tvinge os selv til at standse op. Insistere på åndehuller. For overhovedet at blive i stand til at tænke og mærke efter. Hvad har jeg selv og resten af organisationen gang i? Vi har travlt, ja! Men hellere 40 km/t i den rigtige retning end 180 km/t i den gale retning. Ved du overhovedet hvor du selv og resten af organisationen skal bevæge sig hen? For at leve op til sine forpligtelser og fortsat kunne være en attraktiv samarbejdspartner – i en verden der kalder på en langt mere bæredygtig udvikling.

I løbet af et år møder vi tusindvis af mennesker. Ledere som knokler og kæmper for at gøre det bedste de har lært, men som risikerer at glide i hensynsbetændelsens bananskræl. Mange af dem kan ikke huske, hvornår de sidst har standset op og mærket efter. Som med alle andre forandringer, drømme og ønskede udviklinger må vi starte med os selv. God ledelse starter med at kunne lede os selv og vores eget liv. Så vi ikke bliver suget ind i hverdagens centrifuge eller vanens magt.

Brug sommeren til at standse op, hente ny inspiration og energi og mærke og tænke efter. Læs og lyt løs. Når det passer dig. Med den indbyggede risiko for, at du bliver forstyrret og klogere. Den er dog værd at løbe. For den mest latterlige af dem alle, der er dog den travle, der blot iler hastigt forbi; ville Kierkegaard have sagt.

Vi ønsker alle vores kunder, følgere, samarbejdspartnere og inspiratorer en rigtig dejlig sommer. Med tid til eftertanke og opladning. 

På vegne af mine knalddygtige kollegaer og samarbejdspartnere, på gensyn i august.

Thomas Johansen